Archives For author

For a while our designer have experimented with grunge imagery using Photoshop. The effects sought-after can best be described by the words worn, dirty, old and eerie. The results can be seen below. Please remember to leave a comment.

 

grunge image, Nowhere

grunge image, Locomotive

grunge image, Double sighting

grunge images, Birth of a beetle

grunge images, Vintage machinery

midvinter short story

Worst case scenario var at Electra var død, men jeg kunne ikke søge efter hende nu for at bekræfte det uden at opgive de fleste af mine fordele i kampen mod en ukendt fjendestyrke. Desuden kom det ud på ét: Før hver mission anså jeg alligevel allerede mig selv som værende død – og det samme galdt min opfattelse af hunden – det var bedst på den måde.

Det eneste jeg kunne gøre, var at vente på, at Electra og Espinoza kom tilbage eller at solen stod op. Delvist i læ, med ryggen mod et træ og riflen i mine hænder satte jeg mig på vagt med mit isoleringsdækken svøbt omkring mig. Rygsækken og min lommelygte lå tæt ved og Luger’en sad betryggende grip ready i et hylster yderst på mit højre ben under camouflagedragten. Min nye position var nogenlunde komfortabel, så jeg tog en methamfetaminpille for at være sikker ikke at falde i søvn. Blæsten ruskede volsomt i træerne og buskene og i mørket kunne de fleste af nattens dyr bevæge sig ubemærket omkring. På et tidspunkt løb en mus selvsikkert over min støvlesnude i sin søgen efter føde, uden at tage nogen notits af mig, hvorefter den forsvandt ud i mørket igen øjeblikke senere. Forrevne skyformationer og tanker angående fjendens mulige bevægelser hjalp til at holde mig vågen: Stod vi over for en større styrke eller var det bare en føler fra fjendens side? Kunne det skete være en optakt til en større offensiv eller et forsøg på at trække flere af vore styrker ind og holde dem bundet her? Mine tanker blev afbrudt af en fjern rumlen fra nord som splitsekunder senere gik over i en unaturlig, høj, skærende, næsten smertende lyd der kompromiløst smadrede sig gennem nattehimlen lige over mig – for derefter at blive til lyden af ti buldrende eksprestog, der bøjede alt levende og selv blæsten efter sig, i en chockbølge på vej væk. To tunge jagerfly fløj sydover væk fra min position i høj fart og under radarhøjde, men ud fra jethylene kunne jeg ikke afgøre om det var Nato- eller regeringsmaskiner. Mit gæt var at det drejede sig om førstnævnte; regeringsiden var næppe istand til udføre natmissioner i et Natodomineret luftrum. Blæsten gevandt sit herredømme over natten og jeg sank tilbage i mine overvejelser omkring hvad jeg skulle gøre når lyset brød frem. “Allways prepare for the unexpected” var et andet mantra fra min “læretid” – bogstaveligt taget var det et af de tåbeligste råd man kunne give nogensomhelst; “fald tilbage, giv fjenden lidt spillerum, lad ham afsløre hans intentioner og foretag derefter en offensiv og uforsigelig manøvre” ville f.eks. have været meget bedre. Men ingen af vore instruktører var von Clausewitz-materiale – enhver træning eller uddannelse er kun, hvad man selv lægger i den, alt andet er crap. Jeg tog Lugeren frem – at sidde og lege med den hjalp mig altid, når jeg skulle tænke. Jeg lod magasinet falde ud i min hånd, smækkede det tilbage op i skæftet, slog sikringen fra og til igen. Jeg spekulerede på hvad der kunne være sket med Espinoza – muligvis var han allerde død eller flygtet i panik eller måske havde han formået at holde sig skjult og havde undgået, hvad der end måtte være sket med Electra. En halv time efter begyndte blæsten at løje af, hvilket var til min fordel – nu var jeg ikke længere “døv”, men kun “blind”. Med Lugeren tilbage i hylstret og riflen i hænderne igen, rejste jeg mig et øjeblik, for at undgå at få for stive led i nattekulden. I næsten samme øjeblik hørte jeg den umiskendelige lyd af dyrepoter helt tæt på. En fugtig snude og derefter en varm tunge fandt vej ind til min arm mellem handsken og camouflagedraten. Electra var tilbage! Jeg satte mig ned og omfavnede hende med den ene arm, mens jeg holdt riflen i den anden. Hun var ovenud begejsteret ved vores genforening, men bevægede sig alligevel lidt hæmmet og unaturligt og hun klagede sig voldsomt, da jeg klappede hende på siden. Jeg lagde riflen fra mig og tog lommelygten frem for at undersøge hende. Hun havde størknet blod omkring munden, ned på halsen og på forbrystet, men når jeg mærkede på hende, var der ingen tegn på skader samme steder. Derimod gav hun så voldsomt, når jeg kørte min hånd ned langs hendes venstre side. Brækkede riben eller indvoldsskader – det kunne jeg ikke umiddelbart afgøre, men hvis det kun drejede sig ømhed eller et brækket ribben, var det størknede blod på pelsen, sansynligvis ikke hendes eget. Jeg tog et af de selvopvarmende måltider frem og gav Electra det meste,  hvilket hun spiste med stor iver – et godt tegn der viste hun ikke var dødeligt såret.

Sammen under dækkenet satte vi os til at afvente morgengryet – i Electra, ved min side, havde jeg et fantastisk varsling system, som overgik det meste elektronik; en lugtesans udover det sædvanlige kombineret med en hørelse langt over menneskelig formåen. Alligevel var jeg ikke selv mindre overvågen; Electra var bare en ekstra antenne i mørket. Resten af natten var begivenhedsløs og kort før klokken halvni stod solen op, men det varede endnu ca. en halv time inden der var direkte lys nede i dalen.

Jeg mavede mig fremad, med morgenlyset i ryggen og riflen forest, mod vores hus. Da jeg havde nået ydermuren, på den side af bygningen der vendte væk fra dalen og hvor døren sad, konstaterede jeg, at der ikke var andre spor end vore egne. Jeg fløjtede efter Electra og hendes adfærd omkring huset overbeviste mig om, at det var sikkert at skubbe døren op og gå ind. Indenfor undersøgte jeg hende igen: ingen åbne sår eller andre synlige tegn på skader og kun den samme ømhed på venstre side. Jeg smed en kemisk varmeenhed i en spand med koldt vand og vaskede blodet af hendes pels og efter at have tørret hende af, anbragte jeg Electra på min madres med et tæppe over sig. Vand og lidt tørret gedekød med en morfinpille i fik hende til at falde til ro. Udenfor mavede jeg frem til skrænten bag buskene, hvor min oprindelige position havde været.

Sollyset bevægede sig langsomt ned af den modsatte dalskråning og malede landskabet i korngyldne toner; snart ville det nå ned i selve dalbunden, så jeg kunne spejde efter Espinoza. Indtil da scannede jeg bakkekammen overfor for hvadsomhelst, der kunne give mig mere information om vores situation. Men der var intet at nyt at få øje på. Da solen endelig lyste tilstrækkeligt ned i dalen til at jeg kunne begynde skelne enkelte detaljer i landskabet, afsøgte jeg hegnene og markerne med riffleteleskopet. Hvad jeg så, fik det til at give et ryk i mig: Liget var tilbage på sin plads på marken! Men det lå lidt anderledes og der var noget underligt bekendt ved det.

midvinter short story

“When in enemy territory after nightfall you fuckers don’t move unless you have a bloody good reason to do so, and the best night gear! Your strength as snipers lies in your ability to take out targets at range during light hours – don’t you bastards ever forget that!” Vores sniperinstrutør havde haft et temmeligt ensidigt ordforråd og selvom det var mørkt nu, var det allernærmeste område omkring vores post ikke at regne som fjendtligt område, endnu – på trods af at modstanderen nok stod betydeligt tættere på os end forventet.

Jeg løb derfor tilbage til vores post for at iføre mig mit ghillie suit – en slags camouflagetøj der er lavet, så det får bæreren til at ligne en bunke visne grene og blade. Det blæste kraftigt og af og til rev vinden huller i det tunge skydække, så enkelte stjerner kom til syne. Ellers var det bælgravende mørkt. Jeg nåede hurtigt tilbage til huset, fordi jeg kendte det omkringliggende terræn som min egen lomme og indenfor tog jeg ghillie-dragten på uden at tænde nogen former for lys. Vi havde hverken natbriller eller termiske kikkerter – vores sektor var underbemandet og dårligt udstyret, fordi den tilhørte et område, hvor fjendeaktivitet regnedes som værende meget lidt sandsynlig. Det eneste natudstyr vi havde, var to blændede lommelygter. Men der var ingen grund til at forvente, at den anden side var lige så usselt stillet med hensyn til udstyr; den havde trods alt landets officielle regering i ryggen. Derfor var det altafgørende ikke at give modstanderen flere fordele, især ikke den slags der kunne afsløre vore bevægelser – som f.eks. unødvendig brug af lys om natten.

Jeg fandt det resterende udstyr jeg skulle bruge i løbet af sekunder – jeg vidste nøjagtigt hvor alt lå – og jeg var den eneste der rørte mit udstyr. Min “begrænset-missionsrygsæk” lå altid klar og pakket med stormligther, tændstål, kompas, lommelygte, to ekstra magasiner til min Luger og tre til Remington’en (plus fem PTN-type højeksplosive patroner), et par “livreddere” (ekstra sokker), nogle selvopvarmende feltrationer, seks kemiske varmeenheder, en håndfuld methamfetaminepiller, to engangs “rise-and-shine” adrenalinampuller og et førstehjælps-kit. Udover dette bar jeg min tyske, tanto-kampfmesser, en feltdunk fyldt med vand, og et kort over området.

Tilbage ude i mørket på endorfintrip og jagt  – endelig skete der noget efter tre månders kedsomhed! Den anden side havde engageret os i en eller anden form for duel, som jeg ikke helt kendte naturen af, men jeg var mere en klar. Det første jeg gjorde var at redde mit vandtætte isoleringdækken tilbage fra fyrrehøjen – denne vinter var fugtig og blæsende og den bare jord kunne dræne et liggende menneske for varme på ingen tid. Med dækkenet på ryggen over rygsækken, søgte jeg efter den bedste position, med minimum brug af lommelygten, for det jeg regnede med ville blive et en lang nat. Jeg besluttede mig for et sted ca. femogtredive meter tilbage fra skrænten, nogenlunde midt mellem huset og min sidste position. Herfra havde jeg “the drop” på enhver der gik efter min sidste skudposition eller vores bondehus.

Jeg havde kun lige rullet mit dækken ud på jorden, da jeg gennem blæsten hørte min Electra give hals nede i dalen: En voldsom og agressiv gøen der stod på i et minuts tid – så ingenting. Mine fingre strammes om riflen, så knoerne blev hvide. Sekunderne føltes som timer i mørket. Så pludselig en høj, klagende, hylen og derefter var der dødsstilhed. Mit blod blev til syre i mine årer: “I beskidte møgdyr – hvis I har slået hende ihjel, vil jeg finde jer, om jeg så skal gå ind i helvede og tilbage ud igen!” Min puls var usædvanlig høj, men kun et minutstid og så var den nede på sit lave normalniveau igen. Aldrig miste kontrollen! – det var blevet hamret ind i os i løbet af de mange træningstimer på den tørre Highveld uden for Bloemfontein.

midvinter short story

Jeg tog et sidste kig på liget; denne gang gennem afstandsmåleren: tallene snurrede lystigt rundt bag okularet og stoppede på 1391 meter. I fugleflugtslinje, selvfølgelig, og meget kortere end den rute Espinoza måtte tage. Hurtigt tjek op på sidstnævnte der omsider, var nået ned til foden af skrænten og et kort stykke ud i den egentlige dal.

Det var tid til at skifte stilling; “Relocate!” – genlød det i min hjerne; vores gamle sniperinstruktørs mantra, som regel skreget ud for fuld hals, oftest efter skudafgivelse, og næsten altid efterfulgt af: “You bastards!!”. Jeg bevægede mig på albuer og knæ, med riflen liggende i albuebøjningerne, de ca. tyve meter over til en lille fyrrebevokset høj, hvorfra jeg kunne dække Espinoza og min Electra, når de var  kommet de første 40-50 meter ud fra skrænten. I den tid det tog mig at tilbagelægge afstanden, rulle et isoleringsdækken ud på jorden og finde den rigtige position, var de nødt til at klare sig selv.

Jeg havde slået støttebenene ud på riflen og lå nu  i den lille fyrrelund med næsten perfekt udsyn over dalen og samtidig et meget bedre dække end tidligere. Mit fokus var på Espinoza, der tæt fulgt af Electra, havde nået det første tværgående hegn. Jeg kunne se hvordan Espinoza prøvede at scoute ruten frem med hånden over øjnene i det ubarmhjertige modlys, mens Electra stod med tungen ud af halsen og blikket skiftevis rettet mod ham og tilbage mod huset. Hun var ikke træt, langtfra; den eksponerede tunge var bare hendes hundemåde, at komme af med overskydende varme. Espinoza sad tøvende bag hegnet, mens solen sidste stråler rakte ned i dalen. “Kom nu fremad for fuck’s sake din sardinædende røv..” hvislede jeg ud mellem tænderne “..solen er væk om et øjeblik”. Jeg skiftede fra riflen til afstandsmåleren for at få en nøjagtig måling på liget fra nuværende min position; det kunne ikke dreje sig om mere end et par meters afvigelse fra sidste den måling, eftersom jeg stort set kun havde bevæget mig på tværs af sigtelinjen.

Det tog et øjeblik for mine øjne at vænne sig til afstandsmålerens anderledes lys. Jeg fokuserede på ligets position, men kunne hverken få øje på den døde krop eller fuglene. Jeg lagde afstandsmåleren fra mig og tog den mere lysstærke kikkert fra frem og scannede stubmarken igen. Samme resultat -intet! Liget var væk!

Endnu en scanning bekræftede kun det faktum at liget ikke længere lå  på marken. Et udtrukket “fuck” undslap mine læber. Tankerne ræsede i min hjerne. Jeg gennemgik mentalt forløbet fra sidste gang jeg havde set liget til nu: Det hele kunne umuligt have taget mere end fire, allerhøjst fem minutter. I løbet af den tid havde den døde enten rejst sig og var gået sin vej eller nogen, eller noget, havde flyttet ham fra marken. Men døde mennesker rejser ikke og begynder at gå, medmindre de er zombier, så var det muligt at han slet ikke havde været død? Jeg havde før hørt om bevidstløse mennesker, der havde fået deres ansigt gnavet til ukendelighed af dyr, for først at vågne senere, men det hørte absolut til sjældenhederne. Det mest sandsynlige var at han var død og at han var blevet flyttet – af en ulv måske? Kunne en ulv have trukket ham de ca. tredive meter tilbage bag nærmste levende hegn på fem minutter? At der var ulve i området havde vi ved selvsyn  kunnet  konstatere en dag, da vi så en enlig strejfer løbe igennem dalen. Men heller ikke ulvescenariet var særligt sandsynligt. Det ville være en overvældende opgave for en ulv at trække en voksen, død mand tredive meter på så kort tid. Og havde der været ulve i nærheden af Electra, havde hun helt sikkert givet hals. Det eneste der gav mening var, at det var andre mænd der havde fjernet den døde – en eller flere – der måtte have holdt sig skjult bag et af de levende hegn i dalen indenfor kort afstand af liget. Det tydede på at Espinoza havde haft ret selvom han talte af ond vilje – det kunne være en fælde. Jeg var nødt til advare Espinoza og Electra og den eneste måde jeg kunne kommunikere med dem på nu, var ved at affyre et skud. Jeg havde trænet Electra til at lægge sig fladt ned på jorden ved lyden af skud, men hvordan Espinoza ville reagere var mere uforudsigeligt. Han ville forstå at situationen var ændret til det værre, men om han ville prøve at arbejde sig tilbage, blive roligt på stedet eller gå i panik og opføre sig irrationelt, var jeg ikke i stand til at sige. Jeg sigtede på det sted hvor liget havde ligget og affyrede riflen. Skud-ekkoet i dalen virkede ekstra højt i den kolde aftenluft og gav mig en umiddelbar stress forløsning. Relocate. Jeg arbejdede mig baglæns ned af fyrrehøjen og frem igen mellem den og huset. Jeg kiggede gennem riffelteleskopet og kunne lige nøjagtigt skelne Espinoza der lå fladt på jorden bag det hegn, hvor jeg senest havde spottet ham. Electra kunne jeg ikke se, muligvis på grund af hendes mørke pels. Så gled det sidste af toppen på den røde solskive ned bag højderyggen på den modstatte side af dalen  – og det var “nightfall.

midvinter short story

Jeg scannede den modsatte side af dalen for bevægelse gennem det kraftige riffelteleskop, men der var ikke intet der rørte sig bortset fra buske og trætoppe der svajede for vinden. Jeg rettede fokus tilbage mod Espinoza og Electra. Espinoza var faldet og lå og kæmpede i noget budskads for at komme på benene igen. For mit indre øre kunne jeg høre hans portugisiske eder og hvilket fik mig til at trække på smilebåndet. Turen ned af skrænten var osse en utaknemmelig omgang; den var temmelig brat sine steder og en slags tornede buske voksede i uønsket mangfold på skråningen. Når man så samtidig, så vidt muligt skulle holde sig ude af syne, som Espinoza prøvede på det, blev nedstigningen yderst langsommelig og besværlig.

Det havde længe forekommet mig uforklarligt, hvordan en en fyr som Espinoza var havnet i vores branche. Han var god med kniven, det måtte jeg medgive, og hurtig med sin “pistola”, men den sidstnævnte kunne han kun bruge effektivt indenfor afstande, hvor enhver idiot alligevel kunne ramme målet. Så meget havde jeg fundet ud af om ham, i den tid vi havde kendt hinanden. Det der især gjorde ham uforenlig med den jobtype, han havde valgt var hans dovenskab, manglende fysiske styrke og udtalte forfængelighed – han passede meget bedre ind i et cafémiljø i Lissabon, Madrid eller Firenze end ude i felten. Hvis vinteren havde været hård i år, kunne jeg slet ikke have forestillet mig, hvordan han skulle have kunnet klaret missionen – i mine øjne var han uhærdet og slap. Men vinteren var heldigvis mild i år – kun tre-fire nætter med nattefrost og vi var midt i januar; et faktum Espinoza aldrig undlod at gøre opmærksom på. Næsten hver eneste morgen, når han omsider var kommet op og udenfor begyndte han med et: “Det er fucking mildt vejr i år” altid efterfulgt af “det er os der fucker med miljøet”. Den femte eller sjette gang han gentog det, var jeg tæt på at plante min knytnæve midt hans fjæs,  at jeg allerede havde forestillet mig knoglerne knase i hans portugisiske tud. Men jeg undlod at slå ham og vendte det istedet indad – og der sad det endnu og gnavede som en malign byld. Det var bl.a. på grund af sådanne ting, at det var bedst at snipere som jeg arbejdede alene.

Mens disse tanker fór gennem mit hovede var Espinoza kommet på benene igen – Electra sad længere nede af skrænten og ventede tålmodigt på ham. Solen stod nu for alvor lavt på himlen og liget i dalen lå i  tiltagende modlys. Jeg trak den specialbyggede modlysblænde ud på teleskopsigtet for at kunne se ordenligt og, ikke mindst, for at ungå at udsende afslørende refleksioner fra linseglasset. I det svindende lys var den døde ikke mere end en uformelig klump på marken. Nye profiler var dukket op ved “middagsbordet”; et par rovfugle havde kæmpet sig gennem kødranden af kragefugle og hen til kadaveret.

Det var ved at blive koldt i den tiltagende vind og det aftagende solys. Jeg lod riflen hvile mod lårene et øjeblik, mens jeg tapede en kemisk håndvarmer fast på oversiden af hver af mine uldhandsker – det sidste jeg havde brug for nu var kolde, stive fingre. To varmere til på ydersiden af min inderste trøje, den ene over lænden og anden over hjertet, og jeg var klar.

midvinter short story 

Der lå et lig nede i dalen. Det var en flok ravne og krager, der tumlede rundt i den stærke blæst over et bestemt punkt på jorden, der først ledte min opmærksomhed hen på den ubevægelige krop. Jeg rettede kikkerten mod den døde igen. Det så ud som han var iklædt en uniform, men det var ikke helt til at afgøre i den lave eftermiddagssol. De vingede ådselsædere cirklede begærligt omkring liget og enkelte af dem gjorde tiltag til at lande blot for at opgive forehavendet i sidste øjeblik og kaste sig op i vinden igen. Det tydede på at han ikke kunne have ligget der længe – ikke siden imorges og slet ikke siden i nat –  allerhøjst et par timer.

Jeg sænkede kikkerten og kiggede udover dalen – bortset fra den døde var der intet udsædvanligt at bemærke – de vintergolde marker lå hen med deres vissent gule stubbe afbrudt af enkelte stedsegrønne hegn og sorte grøfter. I det fjerne skimtedes der hist og her ensomt beliggende gårdsbygninger – flere af dem højst sansynligt forladte. Electra, min store sort-brune hund, stod et par meter fra mig; hun stirrede i retning af liget og hendes ører var opmærksomt rettet fremad. Hun var en boxer-labrador blanding  – stærk for hendes størrelse og loyal til døden.

“Han er død” – Espinoza, der havde en udtrykt forkærlighed for at sætte ord på det indlysende, var kommet udenfor uden jeg havde bemærket det og stod lidt bag mig og prøvede forgæves at få ild på en af sine hjemmerullede cigaretter. “Fandens osse vi ikke var ude tidligere” sagde jeg og tog atter kikkerten op til øjnene; liget lå halvt på siden, halvt på maven med ryggen mod os og det var umuligt at sige hvad dødsårsagen kunne være. “Jeg går fandme ikke derned nu…solen er på vej ned…og jeg går fandme ikke derned i mørke” sagde Espinoza forebyggende og opgav at tænde smøgen som han istedet stak ned i jakkelommen. Vinden var i tiltagende og det så ud til at blive en af de helvedes nætter hvor ikke engang Electra kunne høre hvis nogen nærmede sig udenfor. “Vi er nødt til at undersøge ham” sagde jeg mens jeg sænkede kikkerten og lod den hvile mod brystkassen. “Hvorfor sender du så ikke hende ned?” sagde Espinoza med et flabet grin og nikkede over mod Electra. “Fuck dig, dit portugisiske røvhul” svarede jeg surt – det var en bevidst provokation fra Espinozas side; han vidste udemærket godt, hvor glad jeg var for Electra. Hun var min bedste ven og skulle jeg vælge mellem hende og Espinoza, ville jeg uden et sekunds tvivl vælge hende. Espinoza og jeg havde været her alene sammen i snart tre måneder og han var begyndt at irritere mig. Ikke fordi han var værre end så mange andre, men sådan var det bare: Når jeg havde været tæt sammen med andre mennesker i længere tid begyndte deres småfejl og særheder at gå mig på. Espinoza snorken, f.eks., kunne drive mig til vanvid i de lange nætter hvor jeg lå søvnløs og kiggede op mørket. Det var ikke så meget fordi han snorkede, det var mere den tøsede, højtonede lyd der afsluttede hver eneste af åndedrag, der til tider gav mig lyst til at kvæle ham. Når trangen blev for stærk gik jeg udenfor i natten og røg – som altid med følgeskab af Electra.

“Det kan en være fælde…” – Espinoza var endnu ikke færdig med at komme med undskyldinger for ikke at gå ned til liget – “..og det tager mindst femogfyrre minutter at komme derned og dobbelt så længe at finde tilbage i mørket”. Jeg overhørte med vilje Espinoza og sagde “Jeg kan dække dig derovre fra, fra mellem fyrretræerne – vi skal have fat i ham først”. Inden han kunne nå at protestere, tilføjede jeg “Du er nødt til at gå, du kan jo ikke ramme en skid med sniperriflen”. Han vidste det var sandt; han var en elendig skytte og rollerne kunne ikke byttes om. “Vi kan sgu da bare lade ham ligge til imorgen” – en panisk undertone havde sneget sig ind i Espinozas stemme. Han vidste ligeså godt som jeg, at det ikke var en mulighed. Cigaretten blev fisket frem og sad på ny utændt i hans mundvig. Flere forgæves forsøg med lighteren og så pludselig overgivelse: “OK, men så vil jeg have den med”; Espinoza pegede på Electra med en dirrende pegefinger og lod cigaretten falde ud af munden og ned på jorden, “Hun kan advare mig og hun kan finde vej tilbage i mørket”. Selvom jeg ikke brød mig spor om det, gav det god mening, hvad han sagde. “Iorden, men hvis du kommer tilbage uden hende, skyder jeg dig selv” sagde jeg efter en kort betænkningstid og mente det fra bunden af mit hjerte. Espinoza vendte om uden et ord og gik ind i “vores” bondehus for at hente sit udstyr og jeg fulgte efter for at bevæbne mig med min  afstandsmåler og sniperriffel – en gammel Remington ombygget af en sydafrikansk våbensmed; nu med en effektiv rækkevidde på femtenhundrede meter istedet for de originale ellevehundrede. 

“Jeg kan dække jer hele vejen derned og muligvis noget af vejen tilbage – alt efter hvor hurtigt I bevæger jer. Men når det bliver mørkt, må du følge Electra så hurtigt du kan, så spar så meget energi til tilbageturen som muligt” Espinoza nikkede tavst og strøg sig over sit pedantisk trimmede, korte, sorte fuldskæg, mens han tog mine ord og sin skæbne ind. Mit “held og lykke Noza” blev besvaret med et “fuck you”. Jeg vendte mig om mod Electra og sagde “gå med Noza”. Hendes hale sank brat og hun gav mig et “det-kan-du-ikke-mene-blik”. Jeg måtte gentage ordren et par gange, før hun modvilligt og slukøret fulgte efter Espinoza ned af den stejle skrænt.

Til at begynde med indtog jeg stilling bag nogle buske på kanten af skrænten, hvorfra jeg kunne følge dem visuelt hele vejen ned, samtidig med at jeg kunne dække dem mod fjender et godt stykke ude i dalen. Der var indtil flere levende hegn der gik på langs af dalsænkningen som kunne yde Espinoza og Electra dækning, så snart de nåede ned for foden af skrænten og ca. hundrede meter ind i selve dalstrøget. Jeg iagttog dem gennem sniperens Carl Zeiss teleskop; Electra var et godt stykke foran Espinoza, der fulgte efter på bedste beskub, snart glidende, snart med småløbende og ind i mellem kravlende på alle fire.  Jeg rettede fokus mod deres mål og stillede skarpt: Der var nu ikke den ringeste tvivl om at den ubevægelige krop var afgået ved døden; et par ravne var gået ombord i det måltid som mandens ansigt udgjorde og jeg vidste af erfaring, at det første de skarpe næb ville gå efter var øjne og læber. Men det var uden betydning for os; det var hvad liget måtte have på sig, i sine lommer eller oppakning der var vigtigt for os – det kunne endda måske være billetten væk herfra. Pludselig slog det mig, at manden måske kunne have smidt en evenuel oppakning fra sig inden han døde; måske var han blevet dødeligt  såret og havde lettet sig for enhver byrde inden han nåede frem til sit sidste hvilested på den gudsforladte vintermark nedenfor. Bare man nu kunne regne med at Espinoza tænkte i de samme baner, men det kunne man ikke, overbeviste jeg hurtigt mig selv om: Den lille, forfængelige skid ville kun tænke på at få det foreliggende overstået så hurtigt som muligt uden blik for det hvad den ekstra indsats måtte indbringe. Desværre var det umuligt få kontakt med ham nu – der var ingen dækning for mobil kommunikation i området længere, hvis der nogensinde havde været det, og desuden var vi kun i besiddelse af én gammel kortbølgeradio, hvis batteri havde givet op efter de første halvanden uge på posten.