midvinter short story

Worst case scenario var at Electra var død, men jeg kunne ikke søge efter hende nu for at bekræfte det uden at opgive de fleste af mine fordele i kampen mod en ukendt fjendestyrke. Desuden kom det ud på ét: Før hver mission anså jeg alligevel allerede mig selv som værende død – og det samme galdt min opfattelse af hunden – det var bedst på den måde.

Det eneste jeg kunne gøre, var at vente på, at Electra og Espinoza kom tilbage eller at solen stod op. Delvist i læ, med ryggen mod et træ og riflen i mine hænder satte jeg mig på vagt med mit isoleringsdækken svøbt omkring mig. Rygsækken og min lommelygte lå tæt ved og Luger’en sad betryggende grip ready i et hylster yderst på mit højre ben under camouflagedragten. Min nye position var nogenlunde komfortabel, så jeg tog en methamfetaminpille for at være sikker ikke at falde i søvn. Blæsten ruskede volsomt i træerne og buskene og i mørket kunne de fleste af nattens dyr bevæge sig ubemærket omkring. På et tidspunkt løb en mus selvsikkert over min støvlesnude i sin søgen efter føde, uden at tage nogen notits af mig, hvorefter den forsvandt ud i mørket igen øjeblikke senere. Forrevne skyformationer og tanker angående fjendens mulige bevægelser hjalp til at holde mig vågen: Stod vi over for en større styrke eller var det bare en føler fra fjendens side? Kunne det skete være en optakt til en større offensiv eller et forsøg på at trække flere af vore styrker ind og holde dem bundet her? Mine tanker blev afbrudt af en fjern rumlen fra nord som splitsekunder senere gik over i en unaturlig, høj, skærende, næsten smertende lyd der kompromiløst smadrede sig gennem nattehimlen lige over mig – for derefter at blive til lyden af ti buldrende eksprestog, der bøjede alt levende og selv blæsten efter sig, i en chockbølge på vej væk. To tunge jagerfly fløj sydover væk fra min position i høj fart og under radarhøjde, men ud fra jethylene kunne jeg ikke afgøre om det var Nato- eller regeringsmaskiner. Mit gæt var at det drejede sig om førstnævnte; regeringsiden var næppe istand til udføre natmissioner i et Natodomineret luftrum. Blæsten gevandt sit herredømme over natten og jeg sank tilbage i mine overvejelser omkring hvad jeg skulle gøre når lyset brød frem. “Allways prepare for the unexpected” var et andet mantra fra min “læretid” – bogstaveligt taget var det et af de tåbeligste råd man kunne give nogensomhelst; “fald tilbage, giv fjenden lidt spillerum, lad ham afsløre hans intentioner og foretag derefter en offensiv og uforsigelig manøvre” ville f.eks. have været meget bedre. Men ingen af vore instruktører var von Clausewitz-materiale – enhver træning eller uddannelse er kun, hvad man selv lægger i den, alt andet er crap. Jeg tog Lugeren frem – at sidde og lege med den hjalp mig altid, når jeg skulle tænke. Jeg lod magasinet falde ud i min hånd, smækkede det tilbage op i skæftet, slog sikringen fra og til igen. Jeg spekulerede på hvad der kunne være sket med Espinoza – muligvis var han allerde død eller flygtet i panik eller måske havde han formået at holde sig skjult og havde undgået, hvad der end måtte være sket med Electra. En halv time efter begyndte blæsten at løje af, hvilket var til min fordel – nu var jeg ikke længere “døv”, men kun “blind”. Med Lugeren tilbage i hylstret og riflen i hænderne igen, rejste jeg mig et øjeblik, for at undgå at få for stive led i nattekulden. I næsten samme øjeblik hørte jeg den umiskendelige lyd af dyrepoter helt tæt på. En fugtig snude og derefter en varm tunge fandt vej ind til min arm mellem handsken og camouflagedraten. Electra var tilbage! Jeg satte mig ned og omfavnede hende med den ene arm, mens jeg holdt riflen i den anden. Hun var ovenud begejsteret ved vores genforening, men bevægede sig alligevel lidt hæmmet og unaturligt og hun klagede sig voldsomt, da jeg klappede hende på siden. Jeg lagde riflen fra mig og tog lommelygten frem for at undersøge hende. Hun havde størknet blod omkring munden, ned på halsen og på forbrystet, men når jeg mærkede på hende, var der ingen tegn på skader samme steder. Derimod gav hun så voldsomt, når jeg kørte min hånd ned langs hendes venstre side. Brækkede riben eller indvoldsskader – det kunne jeg ikke umiddelbart afgøre, men hvis det kun drejede sig ømhed eller et brækket ribben, var det størknede blod på pelsen, sansynligvis ikke hendes eget. Jeg tog et af de selvopvarmende måltider frem og gav Electra det meste,  hvilket hun spiste med stor iver – et godt tegn der viste hun ikke var dødeligt såret.

Sammen under dækkenet satte vi os til at afvente morgengryet – i Electra, ved min side, havde jeg et fantastisk varsling system, som overgik det meste elektronik; en lugtesans udover det sædvanlige kombineret med en hørelse langt over menneskelig formåen. Alligevel var jeg ikke selv mindre overvågen; Electra var bare en ekstra antenne i mørket. Resten af natten var begivenhedsløs og kort før klokken halvni stod solen op, men det varede endnu ca. en halv time inden der var direkte lys nede i dalen.

Jeg mavede mig fremad, med morgenlyset i ryggen og riflen forest, mod vores hus. Da jeg havde nået ydermuren, på den side af bygningen der vendte væk fra dalen og hvor døren sad, konstaterede jeg, at der ikke var andre spor end vore egne. Jeg fløjtede efter Electra og hendes adfærd omkring huset overbeviste mig om, at det var sikkert at skubbe døren op og gå ind. Indenfor undersøgte jeg hende igen: ingen åbne sår eller andre synlige tegn på skader og kun den samme ømhed på venstre side. Jeg smed en kemisk varmeenhed i en spand med koldt vand og vaskede blodet af hendes pels og efter at have tørret hende af, anbragte jeg Electra på min madres med et tæppe over sig. Vand og lidt tørret gedekød med en morfinpille i fik hende til at falde til ro. Udenfor mavede jeg frem til skrænten bag buskene, hvor min oprindelige position havde været.

Sollyset bevægede sig langsomt ned af den modsatte dalskråning og malede landskabet i korngyldne toner; snart ville det nå ned i selve dalbunden, så jeg kunne spejde efter Espinoza. Indtil da scannede jeg bakkekammen overfor for hvadsomhelst, der kunne give mig mere information om vores situation. Men der var intet at nyt at få øje på. Da solen endelig lyste tilstrækkeligt ned i dalen til at jeg kunne begynde skelne enkelte detaljer i landskabet, afsøgte jeg hegnene og markerne med riffleteleskopet. Hvad jeg så, fik det til at give et ryk i mig: Liget var tilbage på sin plads på marken! Men det lå lidt anderledes og der var noget underligt bekendt ved det.