midvinter short story

“When in enemy territory after nightfall you fuckers don’t move unless you have a bloody good reason to do so, and the best night gear! Your strength as snipers lies in your ability to take out targets at range during light hours – don’t you bastards ever forget that!” Vores sniperinstrutør havde haft et temmeligt ensidigt ordforråd og selvom det var mørkt nu, var det allernærmeste område omkring vores post ikke at regne som fjendtligt område, endnu – på trods af at modstanderen nok stod betydeligt tættere på os end forventet.

Jeg løb derfor tilbage til vores post for at iføre mig mit ghillie suit – en slags camouflagetøj der er lavet, så det får bæreren til at ligne en bunke visne grene og blade. Det blæste kraftigt og af og til rev vinden huller i det tunge skydække, så enkelte stjerner kom til syne. Ellers var det bælgravende mørkt. Jeg nåede hurtigt tilbage til huset, fordi jeg kendte det omkringliggende terræn som min egen lomme og indenfor tog jeg ghillie-dragten på uden at tænde nogen former for lys. Vi havde hverken natbriller eller termiske kikkerter – vores sektor var underbemandet og dårligt udstyret, fordi den tilhørte et område, hvor fjendeaktivitet regnedes som værende meget lidt sandsynlig. Det eneste natudstyr vi havde, var to blændede lommelygter. Men der var ingen grund til at forvente, at den anden side var lige så usselt stillet med hensyn til udstyr; den havde trods alt landets officielle regering i ryggen. Derfor var det altafgørende ikke at give modstanderen flere fordele, især ikke den slags der kunne afsløre vore bevægelser – som f.eks. unødvendig brug af lys om natten.

Jeg fandt det resterende udstyr jeg skulle bruge i løbet af sekunder – jeg vidste nøjagtigt hvor alt lå – og jeg var den eneste der rørte mit udstyr. Min “begrænset-missionsrygsæk” lå altid klar og pakket med stormligther, tændstål, kompas, lommelygte, to ekstra magasiner til min Luger og tre til Remington’en (plus fem PTN-type højeksplosive patroner), et par “livreddere” (ekstra sokker), nogle selvopvarmende feltrationer, seks kemiske varmeenheder, en håndfuld methamfetaminepiller, to engangs “rise-and-shine” adrenalinampuller og et førstehjælps-kit. Udover dette bar jeg min tyske, tanto-kampfmesser, en feltdunk fyldt med vand, og et kort over området.

Tilbage ude i mørket på endorfintrip og jagt  – endelig skete der noget efter tre månders kedsomhed! Den anden side havde engageret os i en eller anden form for duel, som jeg ikke helt kendte naturen af, men jeg var mere en klar. Det første jeg gjorde var at redde mit vandtætte isoleringdækken tilbage fra fyrrehøjen – denne vinter var fugtig og blæsende og den bare jord kunne dræne et liggende menneske for varme på ingen tid. Med dækkenet på ryggen over rygsækken, søgte jeg efter den bedste position, med minimum brug af lommelygten, for det jeg regnede med ville blive et en lang nat. Jeg besluttede mig for et sted ca. femogtredive meter tilbage fra skrænten, nogenlunde midt mellem huset og min sidste position. Herfra havde jeg “the drop” på enhver der gik efter min sidste skudposition eller vores bondehus.

Jeg havde kun lige rullet mit dækken ud på jorden, da jeg gennem blæsten hørte min Electra give hals nede i dalen: En voldsom og agressiv gøen der stod på i et minuts tid – så ingenting. Mine fingre strammes om riflen, så knoerne blev hvide. Sekunderne føltes som timer i mørket. Så pludselig en høj, klagende, hylen og derefter var der dødsstilhed. Mit blod blev til syre i mine årer: “I beskidte møgdyr – hvis I har slået hende ihjel, vil jeg finde jer, om jeg så skal gå ind i helvede og tilbage ud igen!” Min puls var usædvanlig høj, men kun et minutstid og så var den nede på sit lave normalniveau igen. Aldrig miste kontrollen! – det var blevet hamret ind i os i løbet af de mange træningstimer på den tørre Highveld uden for Bloemfontein.