midvinter short story

Jeg tog et sidste kig på liget; denne gang gennem afstandsmåleren: tallene snurrede lystigt rundt bag okularet og stoppede på 1391 meter. I fugleflugtslinje, selvfølgelig, og meget kortere end den rute Espinoza måtte tage. Hurtigt tjek op på sidstnævnte der omsider, var nået ned til foden af skrænten og et kort stykke ud i den egentlige dal.

Det var tid til at skifte stilling; “Relocate!” – genlød det i min hjerne; vores gamle sniperinstruktørs mantra, som regel skreget ud for fuld hals, oftest efter skudafgivelse, og næsten altid efterfulgt af: “You bastards!!”. Jeg bevægede mig på albuer og knæ, med riflen liggende i albuebøjningerne, de ca. tyve meter over til en lille fyrrebevokset høj, hvorfra jeg kunne dække Espinoza og min Electra, når de var  kommet de første 40-50 meter ud fra skrænten. I den tid det tog mig at tilbagelægge afstanden, rulle et isoleringsdækken ud på jorden og finde den rigtige position, var de nødt til at klare sig selv.

Jeg havde slået støttebenene ud på riflen og lå nu  i den lille fyrrelund med næsten perfekt udsyn over dalen og samtidig et meget bedre dække end tidligere. Mit fokus var på Espinoza, der tæt fulgt af Electra, havde nået det første tværgående hegn. Jeg kunne se hvordan Espinoza prøvede at scoute ruten frem med hånden over øjnene i det ubarmhjertige modlys, mens Electra stod med tungen ud af halsen og blikket skiftevis rettet mod ham og tilbage mod huset. Hun var ikke træt, langtfra; den eksponerede tunge var bare hendes hundemåde, at komme af med overskydende varme. Espinoza sad tøvende bag hegnet, mens solen sidste stråler rakte ned i dalen. “Kom nu fremad for fuck’s sake din sardinædende røv..” hvislede jeg ud mellem tænderne “..solen er væk om et øjeblik”. Jeg skiftede fra riflen til afstandsmåleren for at få en nøjagtig måling på liget fra nuværende min position; det kunne ikke dreje sig om mere end et par meters afvigelse fra sidste den måling, eftersom jeg stort set kun havde bevæget mig på tværs af sigtelinjen.

Det tog et øjeblik for mine øjne at vænne sig til afstandsmålerens anderledes lys. Jeg fokuserede på ligets position, men kunne hverken få øje på den døde krop eller fuglene. Jeg lagde afstandsmåleren fra mig og tog den mere lysstærke kikkert fra frem og scannede stubmarken igen. Samme resultat -intet! Liget var væk!

Endnu en scanning bekræftede kun det faktum at liget ikke længere lå  på marken. Et udtrukket “fuck” undslap mine læber. Tankerne ræsede i min hjerne. Jeg gennemgik mentalt forløbet fra sidste gang jeg havde set liget til nu: Det hele kunne umuligt have taget mere end fire, allerhøjst fem minutter. I løbet af den tid havde den døde enten rejst sig og var gået sin vej eller nogen, eller noget, havde flyttet ham fra marken. Men døde mennesker rejser ikke og begynder at gå, medmindre de er zombier, så var det muligt at han slet ikke havde været død? Jeg havde før hørt om bevidstløse mennesker, der havde fået deres ansigt gnavet til ukendelighed af dyr, for først at vågne senere, men det hørte absolut til sjældenhederne. Det mest sandsynlige var at han var død og at han var blevet flyttet – af en ulv måske? Kunne en ulv have trukket ham de ca. tredive meter tilbage bag nærmste levende hegn på fem minutter? At der var ulve i området havde vi ved selvsyn  kunnet  konstatere en dag, da vi så en enlig strejfer løbe igennem dalen. Men heller ikke ulvescenariet var særligt sandsynligt. Det ville være en overvældende opgave for en ulv at trække en voksen, død mand tredive meter på så kort tid. Og havde der været ulve i nærheden af Electra, havde hun helt sikkert givet hals. Det eneste der gav mening var, at det var andre mænd der havde fjernet den døde – en eller flere – der måtte have holdt sig skjult bag et af de levende hegn i dalen indenfor kort afstand af liget. Det tydede på at Espinoza havde haft ret selvom han talte af ond vilje – det kunne være en fælde. Jeg var nødt til advare Espinoza og Electra og den eneste måde jeg kunne kommunikere med dem på nu, var ved at affyre et skud. Jeg havde trænet Electra til at lægge sig fladt ned på jorden ved lyden af skud, men hvordan Espinoza ville reagere var mere uforudsigeligt. Han ville forstå at situationen var ændret til det værre, men om han ville prøve at arbejde sig tilbage, blive roligt på stedet eller gå i panik og opføre sig irrationelt, var jeg ikke i stand til at sige. Jeg sigtede på det sted hvor liget havde ligget og affyrede riflen. Skud-ekkoet i dalen virkede ekstra højt i den kolde aftenluft og gav mig en umiddelbar stress forløsning. Relocate. Jeg arbejdede mig baglæns ned af fyrrehøjen og frem igen mellem den og huset. Jeg kiggede gennem riffelteleskopet og kunne lige nøjagtigt skelne Espinoza der lå fladt på jorden bag det hegn, hvor jeg senest havde spottet ham. Electra kunne jeg ikke se, muligvis på grund af hendes mørke pels. Så gled det sidste af toppen på den røde solskive ned bag højderyggen på den modstatte side af dalen  – og det var “nightfall.