midvinter short story

Jeg scannede den modsatte side af dalen for bevægelse gennem det kraftige riffelteleskop, men der var ikke intet der rørte sig bortset fra buske og trætoppe der svajede for vinden. Jeg rettede fokus tilbage mod Espinoza og Electra. Espinoza var faldet og lå og kæmpede i noget budskads for at komme på benene igen. For mit indre øre kunne jeg høre hans portugisiske eder og hvilket fik mig til at trække på smilebåndet. Turen ned af skrænten var osse en utaknemmelig omgang; den var temmelig brat sine steder og en slags tornede buske voksede i uønsket mangfold på skråningen. Når man så samtidig, så vidt muligt skulle holde sig ude af syne, som Espinoza prøvede på det, blev nedstigningen yderst langsommelig og besværlig.

Det havde længe forekommet mig uforklarligt, hvordan en en fyr som Espinoza var havnet i vores branche. Han var god med kniven, det måtte jeg medgive, og hurtig med sin “pistola”, men den sidstnævnte kunne han kun bruge effektivt indenfor afstande, hvor enhver idiot alligevel kunne ramme målet. Så meget havde jeg fundet ud af om ham, i den tid vi havde kendt hinanden. Det der især gjorde ham uforenlig med den jobtype, han havde valgt var hans dovenskab, manglende fysiske styrke og udtalte forfængelighed – han passede meget bedre ind i et cafémiljø i Lissabon, Madrid eller Firenze end ude i felten. Hvis vinteren havde været hård i år, kunne jeg slet ikke have forestillet mig, hvordan han skulle have kunnet klaret missionen – i mine øjne var han uhærdet og slap. Men vinteren var heldigvis mild i år – kun tre-fire nætter med nattefrost og vi var midt i januar; et faktum Espinoza aldrig undlod at gøre opmærksom på. Næsten hver eneste morgen, når han omsider var kommet op og udenfor begyndte han med et: “Det er fucking mildt vejr i år” altid efterfulgt af “det er os der fucker med miljøet”. Den femte eller sjette gang han gentog det, var jeg tæt på at plante min knytnæve midt hans fjæs,  at jeg allerede havde forestillet mig knoglerne knase i hans portugisiske tud. Men jeg undlod at slå ham og vendte det istedet indad – og der sad det endnu og gnavede som en malign byld. Det var bl.a. på grund af sådanne ting, at det var bedst at snipere som jeg arbejdede alene.

Mens disse tanker fór gennem mit hovede var Espinoza kommet på benene igen – Electra sad længere nede af skrænten og ventede tålmodigt på ham. Solen stod nu for alvor lavt på himlen og liget i dalen lå i  tiltagende modlys. Jeg trak den specialbyggede modlysblænde ud på teleskopsigtet for at kunne se ordenligt og, ikke mindst, for at ungå at udsende afslørende refleksioner fra linseglasset. I det svindende lys var den døde ikke mere end en uformelig klump på marken. Nye profiler var dukket op ved “middagsbordet”; et par rovfugle havde kæmpet sig gennem kødranden af kragefugle og hen til kadaveret.

Det var ved at blive koldt i den tiltagende vind og det aftagende solys. Jeg lod riflen hvile mod lårene et øjeblik, mens jeg tapede en kemisk håndvarmer fast på oversiden af hver af mine uldhandsker – det sidste jeg havde brug for nu var kolde, stive fingre. To varmere til på ydersiden af min inderste trøje, den ene over lænden og anden over hjertet, og jeg var klar.