midvinter short story 

Der lå et lig nede i dalen. Det var en flok ravne og krager, der tumlede rundt i den stærke blæst over et bestemt punkt på jorden, der først ledte min opmærksomhed hen på den ubevægelige krop. Jeg rettede kikkerten mod den døde igen. Det så ud som han var iklædt en uniform, men det var ikke helt til at afgøre i den lave eftermiddagssol. De vingede ådselsædere cirklede begærligt omkring liget og enkelte af dem gjorde tiltag til at lande blot for at opgive forehavendet i sidste øjeblik og kaste sig op i vinden igen. Det tydede på at han ikke kunne have ligget der længe – ikke siden imorges og slet ikke siden i nat –  allerhøjst et par timer.

Jeg sænkede kikkerten og kiggede udover dalen – bortset fra den døde var der intet udsædvanligt at bemærke – de vintergolde marker lå hen med deres vissent gule stubbe afbrudt af enkelte stedsegrønne hegn og sorte grøfter. I det fjerne skimtedes der hist og her ensomt beliggende gårdsbygninger – flere af dem højst sansynligt forladte. Electra, min store sort-brune hund, stod et par meter fra mig; hun stirrede i retning af liget og hendes ører var opmærksomt rettet fremad. Hun var en boxer-labrador blanding  – stærk for hendes størrelse og loyal til døden.

“Han er død” – Espinoza, der havde en udtrykt forkærlighed for at sætte ord på det indlysende, var kommet udenfor uden jeg havde bemærket det og stod lidt bag mig og prøvede forgæves at få ild på en af sine hjemmerullede cigaretter. “Fandens osse vi ikke var ude tidligere” sagde jeg og tog atter kikkerten op til øjnene; liget lå halvt på siden, halvt på maven med ryggen mod os og det var umuligt at sige hvad dødsårsagen kunne være. “Jeg går fandme ikke derned nu…solen er på vej ned…og jeg går fandme ikke derned i mørke” sagde Espinoza forebyggende og opgav at tænde smøgen som han istedet stak ned i jakkelommen. Vinden var i tiltagende og det så ud til at blive en af de helvedes nætter hvor ikke engang Electra kunne høre hvis nogen nærmede sig udenfor. “Vi er nødt til at undersøge ham” sagde jeg mens jeg sænkede kikkerten og lod den hvile mod brystkassen. “Hvorfor sender du så ikke hende ned?” sagde Espinoza med et flabet grin og nikkede over mod Electra. “Fuck dig, dit portugisiske røvhul” svarede jeg surt – det var en bevidst provokation fra Espinozas side; han vidste udemærket godt, hvor glad jeg var for Electra. Hun var min bedste ven og skulle jeg vælge mellem hende og Espinoza, ville jeg uden et sekunds tvivl vælge hende. Espinoza og jeg havde været her alene sammen i snart tre måneder og han var begyndt at irritere mig. Ikke fordi han var værre end så mange andre, men sådan var det bare: Når jeg havde været tæt sammen med andre mennesker i længere tid begyndte deres småfejl og særheder at gå mig på. Espinoza snorken, f.eks., kunne drive mig til vanvid i de lange nætter hvor jeg lå søvnløs og kiggede op mørket. Det var ikke så meget fordi han snorkede, det var mere den tøsede, højtonede lyd der afsluttede hver eneste af åndedrag, der til tider gav mig lyst til at kvæle ham. Når trangen blev for stærk gik jeg udenfor i natten og røg – som altid med følgeskab af Electra.

“Det kan en være fælde…” – Espinoza var endnu ikke færdig med at komme med undskyldinger for ikke at gå ned til liget – “..og det tager mindst femogfyrre minutter at komme derned og dobbelt så længe at finde tilbage i mørket”. Jeg overhørte med vilje Espinoza og sagde “Jeg kan dække dig derovre fra, fra mellem fyrretræerne – vi skal have fat i ham først”. Inden han kunne nå at protestere, tilføjede jeg “Du er nødt til at gå, du kan jo ikke ramme en skid med sniperriflen”. Han vidste det var sandt; han var en elendig skytte og rollerne kunne ikke byttes om. “Vi kan sgu da bare lade ham ligge til imorgen” – en panisk undertone havde sneget sig ind i Espinozas stemme. Han vidste ligeså godt som jeg, at det ikke var en mulighed. Cigaretten blev fisket frem og sad på ny utændt i hans mundvig. Flere forgæves forsøg med lighteren og så pludselig overgivelse: “OK, men så vil jeg have den med”; Espinoza pegede på Electra med en dirrende pegefinger og lod cigaretten falde ud af munden og ned på jorden, “Hun kan advare mig og hun kan finde vej tilbage i mørket”. Selvom jeg ikke brød mig spor om det, gav det god mening, hvad han sagde. “Iorden, men hvis du kommer tilbage uden hende, skyder jeg dig selv” sagde jeg efter en kort betænkningstid og mente det fra bunden af mit hjerte. Espinoza vendte om uden et ord og gik ind i “vores” bondehus for at hente sit udstyr og jeg fulgte efter for at bevæbne mig med min  afstandsmåler og sniperriffel – en gammel Remington ombygget af en sydafrikansk våbensmed; nu med en effektiv rækkevidde på femtenhundrede meter istedet for de originale ellevehundrede. 

“Jeg kan dække jer hele vejen derned og muligvis noget af vejen tilbage – alt efter hvor hurtigt I bevæger jer. Men når det bliver mørkt, må du følge Electra så hurtigt du kan, så spar så meget energi til tilbageturen som muligt” Espinoza nikkede tavst og strøg sig over sit pedantisk trimmede, korte, sorte fuldskæg, mens han tog mine ord og sin skæbne ind. Mit “held og lykke Noza” blev besvaret med et “fuck you”. Jeg vendte mig om mod Electra og sagde “gå med Noza”. Hendes hale sank brat og hun gav mig et “det-kan-du-ikke-mene-blik”. Jeg måtte gentage ordren et par gange, før hun modvilligt og slukøret fulgte efter Espinoza ned af den stejle skrænt.

Til at begynde med indtog jeg stilling bag nogle buske på kanten af skrænten, hvorfra jeg kunne følge dem visuelt hele vejen ned, samtidig med at jeg kunne dække dem mod fjender et godt stykke ude i dalen. Der var indtil flere levende hegn der gik på langs af dalsænkningen som kunne yde Espinoza og Electra dækning, så snart de nåede ned for foden af skrænten og ca. hundrede meter ind i selve dalstrøget. Jeg iagttog dem gennem sniperens Carl Zeiss teleskop; Electra var et godt stykke foran Espinoza, der fulgte efter på bedste beskub, snart glidende, snart med småløbende og ind i mellem kravlende på alle fire.  Jeg rettede fokus mod deres mål og stillede skarpt: Der var nu ikke den ringeste tvivl om at den ubevægelige krop var afgået ved døden; et par ravne var gået ombord i det måltid som mandens ansigt udgjorde og jeg vidste af erfaring, at det første de skarpe næb ville gå efter var øjne og læber. Men det var uden betydning for os; det var hvad liget måtte have på sig, i sine lommer eller oppakning der var vigtigt for os – det kunne endda måske være billetten væk herfra. Pludselig slog det mig, at manden måske kunne have smidt en evenuel oppakning fra sig inden han døde; måske var han blevet dødeligt  såret og havde lettet sig for enhver byrde inden han nåede frem til sit sidste hvilested på den gudsforladte vintermark nedenfor. Bare man nu kunne regne med at Espinoza tænkte i de samme baner, men det kunne man ikke, overbeviste jeg hurtigt mig selv om: Den lille, forfængelige skid ville kun tænke på at få det foreliggende overstået så hurtigt som muligt uden blik for det hvad den ekstra indsats måtte indbringe. Desværre var det umuligt få kontakt med ham nu – der var ingen dækning for mobil kommunikation i området længere, hvis der nogensinde havde været det, og desuden var vi kun i besiddelse af én gammel kortbølgeradio, hvis batteri havde givet op efter de første halvanden uge på posten.